BMW med 340 hk og 15 km/l

BMW med 340 hk og 15 km/l

Det er en øko-bil, vi kan lide: 6-cylindret turbobenziner og elmotor giver 0-100-tid på 5,9 sek.


Af: Steen Bachmann
30/1-12 Send til ven Print

BMW præsenterer ActiveHybrid 5 i produktionsudgaven på udstillingen i Genève 6. marts. Den har benzin- og elmotor for at opnå høj ydelse og lavt forbrug, og den maksimale samlede ydelse er 340 hk og 450 Nm.

Det er muligt at køre udelukkende på strøm op til en hastighed på 60 km/t, mens 0-100-tiden er angivet til 5,9 sek. Det gennemsnitlige brændstofforbrug er angivet til mellem 14,3 og 15,6 km/liter, og CO2-udledningen er 149-163 g/km (tal ifølge EU-miks, afhængigt af dækformat).

Den 6-cylindrede rækkemotor med 306 hk, twinscroll-turbolader og TwinPower Turbo-teknologi stammer frai BMW 535i. Elmotoren yder 55 hk og strømforsynes af et lithium-ion-batteri, der er indbygget i bagagerummet. Kraften fra de to drivsystemer overføres til baghjulene via 8-trins-automatgearkassen.

For at udnytte teknologien maksimalt, anvender styreelektronikken intelligent energistyring. Den primære opladning af batteriet finder sted, når man kører i tomgang eller bremser, idet elektromotoren fungerer som en generator, der forsyner højspændingsbatteriet med strøm. Under acceleration ændres elektromotorens funktion, så den i stedet hjælper benzinmotoren ved at generere ekstra accelerationskraft.

Når ECO PRO-
funktionen er aktiveret, er det desuden muligt at slå forbrændings-
motoren fra, når bilen ruller ved egen kraft ved hastigheder på helt op til 160 km/t. Aut. start/stop og navigations-systemet Professional er standardudstyr, hvilket betyder, at de aktuelle og fremtidige kørselsforhold analyseres, så drivlinjekomponenterne kan finjusteres i forhold til disse.

Alle hybridspecifikke komponenter i drivlinje- og energistyringssystemerne er specialudviklet til BMW ActiveHybrid 5, og konstrueret til at skulle holde i hele bilens levetid.

Sådan genkender du en hybrid-5'er
BMW ActiveHybrid 5 har "ActiveHybrid 5" på C-stolperne, dobbeltnyre med galvaniserede ribber og matforkromede afgangsrør. Som ekstraudstyr kan der vælges aerodynamiske 18 tommer Streamline-letmetalfælge og metallak i farven Bluewater.

Standardudstyr omfatter navigationssystemet Professional og 4-zone klimaanlæg med programmérbar forvarmerfunktion.

© 2012 Bil Markedet ApS - a part of eBay Classifieds Group Forretningsbetingelser | Presse | Annoncering | Kontakt os
Præsenteres i samarbejde med
bilbasen.dk - Danmarks største markedsplads for køb og salg af brugte biler     BilBasen - Dit Bilmarked     Bilinfo A/S     Bilmagasinet     Engrosfaxen