Der skulle ikke målfoto til for at finde årets mest solgte bil. Med 5.720 indregistreringer lå Chevrolet Spark nemlig 1.057 stk. foran sin nærmeste konkurrent, Toyota Aygo. Ikke siden 2006, hvor Toyota Avensis solgte i 5.751 eksemplarer, er en enkelt model blevet afsat så flittigt.
Sejren i kapløbet var allerede en realitet lang tid før, De Danske Bilimportører lagde de officielle tal på bordet. Direktør i Chevrolet, Kenneth Hansen, er da også en glad mand.
”Det er vi naturligvis utrolig stolte over. På den anden side er overraskelsen ikke så stor for os. Chevrolet bygger nemlig nogle rigtig gode biler nu om dage, og det har vi formået at fortælle danskerne i en sådan grad, at flere har valgt os frem for konkurrenternes tilbud.”
Spark trækker det tunge læs
I 2009 solgte Chevrolet i Danmark i alt 1.557 biler med en markedsandel på 1,4 pct. Året efter steg salget til 7.913 biler, og Chevrolet opnåede derved en markedsandel på 5,1 pct., hvilket gav en plads som det 6. mest solgte bilmærke i Danmark. Trods den store succes for netop Spark måtte Chevrolet dog i år se sig placeret på en 9. plads blandt mærkerne. Således udgør Sparks andel i Chevrolets samlede salg 66 pct. Med 8.657 solgte Chevrolet-modeller var der tale om en fremgang på 9,4 pct. – men faktisk var det lidt under det danske bilsalgs samlede vækst, der endte med at ligge på 10,5 pct.
Hvor Chevrolet i årtier har levet en lidt hengemt tilværelse på det europæiske marked, er mærket blomstret op i det nye årtusinde med biler designet til de europæiske behov og ikke mindst den europæiske indstilling til, hvordan biler skal være. Chevrolet har effektivt taget hånd om produktudviklingen, som sker i raketfart og bl.a. har medført, at flere af de nye modeller er blandt de sikreste i verden iflg. Euro NCAP sikkerhedstesten.
Ambitiøs vækststrategi
I 2010 indledte Chevrolet en ambitiøs vækststrategi, der betød lavere priser, men et mindre udvalg.
”Vi ville repositionere Chevrolet i Danmark. Vi tog modeller som Captiva, Lacetti og Epica ud af modelprogrammet og samlede kræfterne om de bilmodeller, som vi vidste, ville falde i danskernes smag. Derefter opbyggede vi en ny attraktiv prisstruktur, som havde til formål at gøre Chevrolet til en væsentlig spiller på det danske bilmarked, ikke mindst blandt de såkaldte mainstream mærker – og det må siges at være lykkedes,” siger Kenneth Hansen.
”Vi har gjort meget for, gennem øget markedsføring, at gøre bilkunderne bekendte med Chevrolet og bilernes gode egenskaber, men vi har også gjort meget ud af at skabe attraktive plus-produkter i form af gode tilbud på forsikring, finansiering, indbytning osv. Det er det, vi kalder værdi-innovation eller på almindelig dansk: At man får mere end den nye bil for pengene, når man køber en Chevrolet,” lyder det fra Kenneth Hansen.