Selvom de officielle salgstal for december endnu ikke foreligger, hersker der ingen tvivl om, at 2011 bliver et historisk godt år. Derfor kan det umiddelbart forekomme paradoksalt, når direktør i D•A•F, Jens Brendstrup, på foreningens hjemmeside nu tegner et dystert scenarie for den kommende tid. Men tallene er ifølge direktøren stærkt misvisende for tingenes reelle tilstand.
”Forhandlerne solgte mange biler i foråret. Det betød at mange kunder måtte vente på at få deres bil leveret. De høje salgstal, eller rettere leveringstal, er blot et udtryk for, at disse biler bliver leveret til kunderne nu,” udtaler Jens Brendstrup.
I stedet for at rette fokus på salgstallene fra De Danske Bilimportører, støtter han sig til Danmark Statistiks konjunkturbarometer, der for nylig for første gang kunne levere specifikke tal for autobranchen. Og når man her tager temperatur på branchen, er det langt mindre optimistiske stemmer, der kommer til orde.
Hver fjerde venter faldende omsætning
Det seneste barometer viser, at 24 pct. af bilforhandlerne forventer faldende omsætning de kommende tre måneder, mens der er nogenlunde de samme forventninger til beskæftigelsen. Forventningerne hos forhandlerne ligger dermed på det laveste niveau, siden barometeret blev indført.
Konklusionen for Jens Brendstrup er derfor klar: ”Tallene taler sit tydelige sprog, forhandlerne kan simpelthen ikke sælge biler for tiden.”
Også lave forventninger hos værkstederne
Hvis danskerne altså vælger at vente med at købe ny bil, så betyder det oftest, at de passer ekstra godt på den gamle. Det burde komme værkstederne til gode. Men noget udslag på barometret er der heller ikke dér. Således mistede mange angiveligt optimismen i december måned, hvor et overtal på 33 pct. af værkstederne forventer en faldende omsætning.
”Når vi nu kan konstatere, at værkstederne også forventer faldende omsætning, lader det til at den pressede stemning har bredt sig til hele autobranchen. Jeg håber stemningen vil vende inden for de kommende måneder, men lige nu er der ikke meget, der tyder på det”, slutter Jens Brendstrup.