Danmarks største og stærkeste grossistvirksomhed inden for autodele og værktøj, FTZ, har fortsat høj fart på. I december måned blev dørene slået op for afdeling nr. 50 i Holbæk. Ejendommen på Rebslagervej blev ledig tidligere på året, da den hidtidige lejer - thansen.dk – fik mulighed for at flytte til større rammer i Holbæk Mega Center.
Den nye FTZ-afdeling breder sig ud på 700 kvadratmeter og har syv ansatte. Med etableringen i det nordvestsjællandske styrker FTZ – som er en del af Hella-koncernen – dermed sin position i området. De syv nye ansatte medarbejdere er hentet i andre afdelinger, men kommer alle fra lokalområdet, oplyser Nordvestnyt.dk.
Eneste undtagelse er afdelingens leder, Reneé Pedersen, der bor i Svogerslev, men ellers har et godt kendskab til Holbæk og omegn via sit mangeårige virke som kørende sælger i FTZ-regi.
100 års erfaring
Reneé Pedersen er uddannet i branchen hos Unicare i Roskilde tilbage i begyndelsen af 80’erne, og da han senere arbejdede hos Frederikssund Autodele, blev han i forbindelse med FTZ’s opkøb af firmaet afdelingsleder.
”Vi syv medarbejdere har tilsammen langt over 100 års erfaring i branchen, så den professionelle autobranche kan bare komme an,” lyder det frejdigt fra Reneé Pedersen. ”Og vi kan klæde et værksted på fra top til tå med varer til den rigtige pris.”
Til dagligt har Holbæk-filialen tre varevogne kørende på de nordvestsjællandske veje.