Kvindelige bilister ignorerer dæktrykket

Kvindelige bilister ignorerer dæktrykket

34 pct. af dem er stærkt usikre på, hvordan dæktrykket måles, viser en ny undersøgelse.


Af: Jeppe Weinreich
3/1-12 Send til ven Print

Hver tredje kvinde er så usikker på, hvordan man tjekker dæktryk, at hun aldrig gør det selv. Det viser en ny analyse, som Q8 har fået foretaget. Og det er ifølge olieselskabet et bekymrende stort tal. Gentagne gange er det nemlig blevet dokumenteret, at et forkert dæktryk har en negativ påvirkning på både bilens køreegenskaber, sikkerhed og brændstoføkonomi.

Dermed risikerer bilisterne uforvarende at udsætte sig selv og andre trafikanter for fare, fordi bilens køreegenskaber ikke er optimeret. Mange glemmer samtidig, at dæktrykket også skal justeres efter, om man kører på sommer- eller vinterdæk.

Kun 56 pct. ved klar besked
I den nye undersøgelse, som analysefirmaet YouGov har lavet for Q8, påvises det, at kun 56 pct. af de danske bilister ved, hvordan de tjekker deres bils dæktryk. 22 pct. mener, at de har nogenlunde tjek på, hvordan de skal måle dæktrykket, mens 18 pct. er så usikre, at de aldrig gør det eller overlader det til ægtefællen, partneren eller en ven.

Og at det som førnævnt står sløjt til med kvinderne, understreges af, at 34 pct. af dem indrømmer at være så usikre på, hvordan de måler dæktrykket på deres bil, at de aldrig selv tager sagen i egen hånd. Det tilsvarende tal for mandlige bilister er mere beskedne 4 pct.

Da Q8 for tre år siden foretog en analyse blandt 300 bilister, viste det sig, at 77 pct. af bilisterne kørte med forkert dæktryk. I 55 pct. af tilfældene sad der en kvinde bag rattet.

Bekymrende
”Det er bekymrende, at så mange danske bilister stadig ikke er opmærksomme på, hvor vigtigt dæktrykket er for trafiksikkerheden, og vi kan derfor kun anbefale, at de kigger forbi en servicestation og får tjekket deres dæktryk,” siger kommunikationschef Jytte Wolff-Sneedorff fra Q8.

Men det handler ikke kun om sikkerhed. Der er også økonomi i det. Tal fra Michelin viser nemlig, at et forkert dæktryk får bilen til at bruge op til 6 pct. mere brændstof. Kører man f.eks. 15.000 km om året i en populær mellemklassebil som Golf, kan et korrekt dæktryk spare 50 liter benzin om året – svarende til 125 kg CO², oplyser Q8 i pressemeddelelsen.

I analysen fra YouGov blev 1.005 danskere udspurgt i første uge af december 2012.

 

© 2012 Bil Markedet ApS - a part of eBay Classifieds Group Forretningsbetingelser | Presse | Annoncering | Kontakt os
Præsenteres i samarbejde med
bilbasen.dk - Danmarks største markedsplads for køb og salg af brugte biler     BilBasen - Dit Bilmarked     Bilinfo A/S     Bilmagasinet     Engrosfaxen