Med en omsætning på 803 mio. svenske kroner i første kvartal kan Skandinaviens største autogrossistkæde, Mekonomen, notere en fremgang på 8 procent i forhold til i fjor.
Ser man på det såkaldte EBIT – indtjening før renter og skat – er fremgangen endnu mere markant med 90 mio. SEK før skat mod 57 mio. i 2009.
I Mekonomen Danmark A/S er resultatet også forbedret i forhold til i fjor med en øgning af omsætningen på 5 procent i første kvartal.
”Hos Mekonomen Danmark glæder vi os over, at vi trods markant øget fokus på omkostningerne, samtidig har formået at øge omsætningen med 5%. Dette er naturligvis et meget stærkt og loyalt signal fra vore kunder om, at de ser Mekonomen som en seriøs og stærk leverandør af autoreservedele og tilbehør,” udtaler administrerende direktør i Mekonomen Danmark, Lars From.
Lars From understreger samtidig, at man fortsat vil øge sortimentet samt forbedre konceptet for at kunne støtte væksten hos værkstedskunderne.
8.000 nye varenumre
Mekonomen Danmark A/S har i årets første kvartal sat flere forskellige tiltag i værk. Man har bl.a. lanceret Mekonomen Direkt, hvor forbrugeren via ét telefonnummer har mulighed for at komme i kontakt med samtlige Mekonomen Autoteknik værksteder. Derudover er der kommet ikke færre end 8.000 nye varenumre med i kataloget, ligesom at kæden de seneste tolv måneder har indlemmet 34 nye Mekopartner værksteder.
”Mekonomen Danmark vil fortsætte med at konsolidere virksomheden med henblik på øget lønsomhed. Dette skal ske gennem et program, hvor vore filialchefer får mulighed for at købe sig ind i filialerne og dermed blive medejere, samt ikke mindst etablering af flere filialer rundt omkring i DK, hvor vi skønner der opstår - eller allerede er - et behov for en Mekonomen afdeling,” udtaler Lars From i en pressemeddelelse.