Regeringen vil se på afgiftsomlægning

Regeringen vil se på afgiftsomlægning

Trods et flot bilsalg er statens afgiftsindtægter faldet betragteligt.


Af: Jeppe Weinreich
31/1-12 Send til ven Print

Debatten om en omlægning af bilafgifterne er blusset op igen. Årsagen er et kraftigt fald i statens afgiftsindtægter. Et tab, der i forhold til 2007 – hvor der ellers blev solgt 10.000 færre biler - på paradoksal vis løber op i 9,3 mia. kr.

Smutveje i afgiftssystemet, bl.a. i form at leasing, får skylden for, at staten går glip af betragtelige indtægter. 

Kreative folk
”Indtægterne er ramt af, at folk er meget kreative og finder huller i afgiftssystemet. Demomodeller og leasingbiler er smutveje, som gør, at statskassen ikke får den afgift, man ville have fået, hvis bilerne var solgt på ordinær vis,” siger chefkonsulent i FDM, Torben Kudsk, til Jyllands-Posten.

Der er dog også andre indlysende grunde til de tabte indtægter, og det er naturligvis det mønster, at danskerne i dag i større grad erhverver sig de små, brændstoføkonomiske biler. 

”I dag er der flere, som køber mindre biler end i 2007. Det er klart, at en lille Seat ikke giver staten det samme i registreringsafgift som en stor Mercedes,” siger SF’s skatteordfører Jonas Dahl, der samtidig understreger, at regeringen som tidligere bebudet vil kigge på en omlægning af bilafgifterne.

”Vi er nødt til at se på det. Jeg vil ikke sætte tid på. Når vi er klar med et udspil, kommer det,” siger han.

V anbefaler regeringen at skynde sig
Det sidste skal man dog være forsigtig med. Det kan bilforhandlere tale med om. Bilsalget er nemlig en letpåvirkelig størrelse, som bare snakken om forestående afgiftsomlægninger hurtigt kan ændre ved.

”Man skal være varsom med at tale om ændringer af registreringsafgiften, fordi det kan påvirke bilsalget. Som tingene står nu, anbefaler vi, at regeringen får afsluttet omlægningen hurtigst muligt,” siger skatteordfører Torsten Schack Pedersen (V) til Jyllands-Posten.


 

© 2012 Bil Markedet ApS - a part of eBay Classifieds Group Forretningsbetingelser | Presse | Annoncering | Kontakt os
Præsenteres i samarbejde med
bilbasen.dk - Danmarks største markedsplads for køb og salg af brugte biler     BilBasen - Dit Bilmarked     Bilinfo A/S     Bilmagasinet     Engrosfaxen