Potentielle bilkøbere med smag for den eksklusive Jaguar får fra nytår et nyt sted at gå på shopping. 1. januar 2012 bliver British Car Import A/S i Kolding nemlig importør af Jaguar i Danmark, men eftersom den nuværende importør - Nellemann A/S – først mister deres agentur i midten af 2013, vil der det næste halve års tid være to importører til at kæmpe om den smalle kundeskare.
British Car Import har i forvejen agenturet på LandRover i Danmark, Sverige og Norge samt ejerskabet på import og salg af Jaguar i Sverige. Derfor har det været oplagt for importøren også at sikre sig det danske agentur på Jaguar.
Tal fra De Danske Bilimportører viser, at der i årets første elleve måneder blot er blevet solgt 28 stk. Jaguar herhjemme. I andre sammenhænge kunne det måske udløse en lille priskrig mellem de to importører, men det afviser Per Temmesen, direktør i British Car Import, over for Politiken.
Ingen priskrig på vej
”Nej, det giver ikke mening. Vi kunne måske skære 50.000 kroner af prisen på en model til 700.000 kroner, men det ville ikke give flere kunder. Vi ville kun selv miste noget avance, hvilket vil gøre det sværere at bygge den nye forretning op,” siger han til avisen. I stedet er det tanken at bruge kræfterne på en tiltrængt oplysningskampagne.
”Alle kender selvfølgelig navnet Jaguar, men der er ikke mange, der ved, hvad bilen står for. Mange ser den som en alt for kostbar bil og kan måske huske, at man for 15-20 år siden sagde, at man altid skulle sørge for at have to Jaguarer – for den ene holdt altid på værksted”, siger Per Temmesen til Politiken.
Mens de potentielle Jaguar-kunder altså ikke skal forvente sig deciderede tilbud, så bliver det i en nær fremtid efter al sandsynlighed billigere at kalde sig Jaguar-ejer. Per Temmesen regner nemlig med, at der vil komme nogle nye modeller i en prisklasse på omkring 400.000 kr. – hvor der vel at mærke stadig er tale om biler baseret på ægte Jaguar-teknik.
Nellemann vil bevare kontakten
Selvom Nellemann medio 2013 ikke længere er officiel importør, vil det ikke være ensbetydende med et endegyldigt farvel til det hæderkronede mærke. Firmaet har tænkt sig at bevare kontakten til Jaguar.
”Til den tid har vi ikke mulighed for at sælge nye Jaguarer til kunderne, men man kunne forestille sig, at vi får en formidlingsaftale med en Jaguar-forhandler et andet sted, så vi stadig kan servicere vore kunder med en ny Jaguar i henhold til de gældende EU-regler. Vi kommer også til at fortsætte som autoriseret Jaguar-reparatør. Vi har tænkt os at beholde vores kunder. De er glade for os, og vi er glade for dem,” siger direktør Jacob Nellemann til Politiken.
Læs også:
Jaguar får ny importør